Rytterne flyver gennem luften og lander på gelændere, betonblokke og meget mere, for i cykeldisciplinen bike trial er udfordringer mere end velkomne. Dette gælder også i Vejle, der i 2027 skal være værtsby for Europamesterskabet i Bike Trial fra den 5. til 8. august. Borgere og besøgende fra ind- og udland kan derfor se frem til en særlig sportsoplevelse, når 100-150 ryttere fra op mod 20 nationer indtager Nørretorv i Vejle.
EM Bike Trial holdes ikke på et traditionelt stadion eller afspærret idrætsanlæg. I stedet rykker mesterskabet ind i hjertet af Vejle, hvor et af byens torve omdannes til en konkurrencearena. Rytterne skal konkurrere på specialbyggede cykler, gennemføre avancerede forhindringsbaner og udforske sektioner, hvilket gør bike trial til en spektakulær og seværdig sport.
Det er Trialaction, der bygger banerne til EM Bike Trial. Banerne placeres, så rytterne skal konkurrere foran et publikum, og byens borgere og gæster får mulighed for at opleve byen fra nye vinkler. Forhindringerne i konkurrencen lover store oplevelser, og EM i Bike Trial skal derfor både ses og opleves tæt på.
For to år siden blev EM Bike Trial afholdt på det havnenære Aarhus Ø, hvor konkurrencen også indgik stærkt i byrummet. Med de erfaringer er der skabt grundlag for en spektakulær oplevelse i Vejle. Mesterskabet understreger, hvordan internationale sportsevents kan give både liv, fællesskab og nye fortællinger i værtsbyer.
EM Bike Trial afvikles i et samarbejde mellem Trialaction, Sport Event Denmark og Vejle Kommune, og mesterskabet bliver en del af programmet og fejring af Vejles 700-års byjubilæum.
https://www.vejle.dk/da/nyheder/europamesterskab-kommer-til-vejle-i-2027/