Har du lyst til at arbejde med den grønne arealomlægning af Danmark? Har du erfaring med berigtigelse af ejendomshandler? Er du struktureret og omhyggelig og kan arbejde selvstændigt?
Naturstyrelsens juridiske kontor søger en ejendomsjuridisk assistent, der vil være med til at gøre en forskel for klimaet og værne om den danske natur.
Opgaver og organisering
Du bliver en del af et dygtigt og engageret team, som pt. består af 7 jurister, 1 stud.jur. og 1 ejendomsjuridisk assistent.
Jurateamet fungerer som et internt advokatkontor for Naturstyrelsens 16 lokale enheder og understøtter enhedernes arbejde med bl.a. at opkøbe landbrugsjord og realisere naturprojekter, der skal forbedre natur, klima og vandmiljø i hele landet.
Du får et spændende og alsidigt job med fleksible arbejdsvilkår og et uformelt og positivt arbejdsmiljø og høj faglighed.
Som led i udmøntningen af aftalen om Grøn Trepart forventer vi, at Naturstyrelsen skal købe og sælge mange ejendomme. Vi har derfor brug for dig, som både kan holde overblik over mange sager og stå for sikker sagsbehandling heraf. Dine primære arbejdsområder vil være:
- Selvstændig sagsbehandling i relation til køb og salg af fast ejendom, herunder almindelige skødehandler, jordfordeling, mageskifte og arealoverførsel af landbrugsejendomme.
- Tinglysning af skøder, deklarationer, navneændringer mv.
- Undersøgelse af rettigheder over fast ejendom.
- Koordinering med juristerne og Naturstyrelsens lokale enheder.
- Holde styr på frister og deadlines.
- Diverse administrative ad hoc opgaver.
Om dig
Du er kontoruddannet eller lign. og har flere års erfaring med berigtigelse af ejendomshandler og digital tinglysning, fx fra et ejendomsselskab, en ejendomsmægler, en bank eller et advokatkontor.
Vi lægger også vægt på, at du:
- Arbejder selvstændigt og stiller spørgsmål, så sager oplyses korrekt.
- Elsker excel og får energi af at sætte ting i struktur.
- Sætter en ære i at få ejendomshandler til at glide ubesværet.
- Er engageret, positiv og har gode samarbejdsevner.
- Er hurtig på tasterne og skarp til korrekturlæsning.
- Kan lide at dobbelttjekke detaljerne og overholde deadlines.
- Er erfaren bruger af Excel og det digitale tinglysningssystem.
Et alsidigt job med stor selvstændighed, faglig spændvidde og gode arbejdsvilkår.
Her er et godt kollegialt sammenhold på tværs af enheder og teams, mulighed for god frokost og mange sociale aktiviteter. Vi prioriterer det gode samarbejde højt, og vi går op i, at det skal være både sjovt, meningsfuldt og udviklende at gå på arbejde.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer - Det Statslige Område samt tilhørende organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK).
Ansættelsesområdet er Ministeriet for Grøn Trepart med tilhørende institutioner. Tjenestestedet er Naturstyrelsen, Gjøddinggård, Førstballevej 2, 7183 Randbøl.
Starttidspunktet er 1. marts 2025 eller snarest muligt derefter.
Arbejdstiden er som udgangspunkt 37 timer, men kan også være ned til 32 timer. Der er gode muligheder for hjemmearbejde og fleksible arbejdstider.
Yderligere oplysninger?
Såfremt du ønsker yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder for jura Birgitte Lønne Bloch på tlf. 51 49 29 66.
Sådan søger du stillingen
Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV, uddannelsesbevis samt oplysninger om tidligere beskæftigelse senest den 20. februar 2025.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 9.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Vejle Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Naturstyrelsen, C/O Gjøddinggård Førstballevej , 7183 Randbøl
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 20-02-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/9c7e74ed-72c4-42eb-b63f-2e09d7f850fa