Der var ingen mangel på opfindsomhed, da Vejle Kommune bad borgerne byde ind med navne til den kommende daginstitution. I alt indsendte borgere 70 forslag med 50 forskellige navne, hvor mange fulgte områdets himmelske tema. Eksempler på forslag var Mælkevejen, Stjerneskuddet, Månehuset, Nordstjernen og Universet.
Et særligt navn skilte sig dog ud blandt indsendelserne. Kometen blev foreslået ti gange, mens Børnehuset Kometen blev nævnt yderligere fire gange. På den baggrund har kommunens Børne- og Familieudvalg valgt, at den nye institution kommer til at hedde Børnehuset Kometen.
Valget faldt på Kometen, da det er et letgenkendeligt navn, som spiller op til børnenes fantasi og områdets mange himmelske referencer. Derudover ligger institutionen på Kometvej, hvilket understreger den røde tråd i navngivningen.
Normalt involveres medarbejdere og brugere i navngivningsprocessen, men da der endnu ikke er ansat personale eller skrevet børn op, inviterede kommunen i stedet borgerne til at komme med forslag. Denne åbne forslagsrunde varede i 14 dage fra 23. august.
Børnehuset Kometen skal kunne rumme op til 120 børn og placeres på toppen af en skrænt på Kometvej. Ifølge planen står institutionen klar til at åbne efter vinterferien i 2027.
https://www.vejle.dk/da/nyheder/ny-daginstitution-paa-uhrhoej-har-faaet-sit-navn/