Vil du være med til at drive den digitale transformation i Naturstyrelsen og sikre, at den nuværende og fremtidige arealdrift i højere grad bliver databaseret? Så har vi brug for dig som teamleder for seks dedikerede og teknisk dygtige medarbejdere.
Naturstyrelsen er en del af Ministeriet for Grøn Trepart, der arbejder for at gøre Danmark grønnere. En del af denne opgave skal Naturstyrelsen løfte, ved at bidrage til en historisk omlægning af det danske landskab for at implementere den politiske aftale om et Grønt Danmark. Samtidig er Naturstyrelsen ved at omdanne de øvrige statslige naturarealer til en endnu mere rig natur med plads til alle arter og friluftsliv. Det kræver, at vi har opdaterede, digitale og tilgængelige naturdata. Arealdatateamets vigtigste opgave er, at understøtte den digitale transformation af organisationens anvendelse af data omkring naturen, samt at levere data, der viser, at vi når i mål med de politiske opgaver.
I Naturstyrelsen er geografiske naturdata et afgørende arbejdsværktøj. Det gælder både tilsyn med græssende dyr, forvaltning af skovene, eller planlægning af biodiversitetsfremmende tiltag. Vi indsamler og visualiserer data til brug i hele organisationen, fra udvikling af app-løsninger til strategiske analyser af den fremtidige naturforvaltning.
Om jobbet
Naturstyrelsen er en landsdækkende arbejdsplads med ca. 670 medarbejdere. Naturstyrelsen har netop etableret en ny enhed for IT- og digitalisering. Enheden er en fusion af to teams bestående af 17 medarbejdere. Enheden består af Arealdatateamet, der udvikler nye innovative løsninger i tæt samarbejde med fagkontorerne, samt team IT og Data, der håndterer digitalisering, datamanagement, IT-sikkerhed og drift. I alt beskæftiger området omkring 17 medarbejdere. Du vil blive teamleder med personaleansvar for arealdatateamet, der i alt består af seks medarbejdere. I samarbejde med IT- og digitaliseringschefen og din teamlederkollega i IT og data, er der en unik mulighed for at etablere en effektiv og velfungerende struktur og arbejdsdeling imellem de to teams. Samt at skabe en opgavefordeling, der skal styrke den digitale transformation af Naturstyrelsen. Du forventes at indgå aktivt i denne proces.
Din profil
Vi søger en teamleder, der kan og vil drive store udviklings- og forandringsprojekter, og kan fremme den digitale forretningsudvikling og modenhed i Naturstyrelsen. Altså skal du have en stor nysgerrighed og kunne omsætte problemer og ønsker fra omverdenen til – data, analyser og visualiseringer.
Du har en stor indsigt i de naturfaglige- og politiske ønsker, og kan omsætte disse til faglige og tekniske forretningsbehov. For at lykkes med dette er det vigtigt, at du både er serviceminded og lyttende over for organisationens behov, men samtidig kan sætte tydelige rammer for, hvordan projekter modtages og prioriteres, så alle i teamet får de bedste arbejdsvilkår og tid til fordybelse.
Du kan godt lide at lede – du kan slet ikke lade være. Du elsker at få dit team til at levere bedst muligt, og du er en omsorgsfuld og lyttende leder, som skaber selvtillid og tryghed. Du er med til at skabe en kultur, hvor der både er fokus på samarbejder, samt at skabe rum for den enkelte medarbejders udvikling.
Du har en digital nysgerrighed, men er ikke nødvendigvis ekspert. Du har et godt kendskab til naturdata og GIS-værktøjer. Du har kendskab til nye teknologier, og kan se disse blive bragt i spil i en politisk organisation.
Du kender forhåbentligt til arealforvaltning, som f.eks. naturgenopretning, friluftsliv og kan derved være en stærk sparringspartner for de mange naturfaglige medarbejdere, du får kontakt til.
Du har en akademisk baggrund, men det er ikke afgørende om du har en IT, matematisk, ingeniør eller naturvidenskabelig baggrund. Det vigtigste er dine faglige og personlige kompetencer.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række Akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten). Som teamleder indplaceres du som chefkonsulent med personaleansvar.
Ansættelsesområdet er Ministeriet for Grøn Trepart med tilhørende institutioner. Tjenestestedet er Naturstyrelsens hovedkontor, Gjøddinggård, Førstballevej 2, 7183 Randbøl.
Stillingen er på 37 timer pr. uge.
Vi ønsker at besætte stillingen fra oktober 2025, eller hurtigst muligt.
Yderligere oplysninger
Såfremt du ønsker yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte IT- og digitaliseringschef Charlotte Kure på tlf. 22 47 15 71, eller medarbejderrepræsentant Mie Balleby på tlf. 23 84 34 73.
Du kan også finde yderligere oplysninger om Naturstyrelsen på www.naturstyrelsen.dk.
Sådan søger du stillingen
Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV, uddannelsesbevis m.m. senest den 17. august 2025.
Samtaler forventes afholdt den 21. august 2025.
Du vil modtage en case dagen inden samtalen. Du skal forvente at bruge ca. en time på at forberede casen, som du vil få mulighed for at fremlægge på selve samtalen.
Det er muligt, at der ved en evt. anden samtale, vil indgå personprofiltest i rekrutteringsprocessen.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Vejle Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Naturstyrelsen, C/O Gjøddinggård Førstballevej , 7183 Randbøl
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 17-08-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/dd0bfe59-64a5-410f-a692-66556581bd40