Har du mod på at sikre den fortsatte udvikling af Naturstyrelsens budgetopfølgninger og økonomistyring og samtidig yde solid rådgivning til kolleger i styrelsen? Ser du ledelse som en naturlig del af din arbejdsdag? Så er du måske vores nye teamleder til Budgetteamet i Økonomi.
Vi søger en teamleder, der vil stå i spidsen for et hold af dygtige medarbejdere, der styrer en kompleks økonomi i en statslig styrelse, der gør en positiv forskel for naturen og klimaudfordringerne. Du vil få en central rolle i organisationen og have en stor samarbejdsflade med både ledere og medarbejdere på tværs af hele styrelsen.
Opgaver og organisering
Organisatorisk er teamet en del af kontoret Økonomi, som består af samlet set 41 medarbejdere, herunder én kontorchef og tre teamledere. Økonomi omfatter ud over Budgetteamet et bygningscenter og et regnskabsteam. Teamlederen refererer til kontorchefen for Økonomi.
Budgetteamet har en bred opgaveportefølje, hvor vi både understøtter direktionen og rådgiver de enkelte centrale og lokale enheder i deres daglige arbejde med økonomien. Teamets centrale arbejdsområder omfatter bl.a.:
- Overordnet økonomistyring
- Finanslov
- Udgiftsopfølgninger
- Den systemmæssige understøttelse af økonomistyringen
- Økonomiske ad hoc analyser
- Kvalitetssikring af de budgetfaglige vinkler i sager til direktionen og departementet
Dine vigtigste opgaver bliver at:
- Varetage den daglige drift i budgetteamet i forhold til fx prioritering af opgaver og bestillinger samt varetage personaleledelsen for teamets 12 medarbejdere og tre studentermedhjælpere
- Sikre en fortsat udvikling af økonomistyringen, hvor du bringer dine erfaringer og kompetencer i spil
- Sikre et godt arbejdsmiljø og trivsel i teamet
- Sparre med medarbejdere og sikre faglig videndeling og sidemandsoplæring
- Yde solid rådgivning til chefer og medarbejdere om økonomistyring i styrelsen
- Gennemføre og drive processer af økonomiske analyser såvel på tværs af enhederne som på udvalgte fokusområder
- Håndtere og drive egne opgavefelter efter behov
Som vores nye teamleder har du en relevant kandidatuddannelse, fx cand.oecon., cand.scient.pol., cand.merc., cand.silv., eller lignende og har flere års erfaring med økonomistyring (gerne i en statslig kontekst). Derudover lægger vi også stor vægt på, at du har erfaring med eller lyst til ledelse.
Din tilgang til ledelse vil skulle have udgangspunkt i Naturstyrelsens ledelsesgrundlag, hvor en anerkendende og tillidsvækkende ledelsesstil skal skabe rammerne for, at vores medarbejdere trives på arbejdspladsen. Vi forventer en proaktiv tilgang til at skabe disse rammer, og det forventes, at du som leder har blik for hele organisationen i forhold til samarbejde på tværs af områder og fagligheder.
Vi lægger derudover vægt på, at du:
- Har erfaring med direktions- og/eller ministerbetjening
- Kommunikerer klart, tydeligt og respektfuldt både i skrift og tale
- Er driftssikker, ambitiøs og målrettet - og har vist, at du er i stand til at tilrettelægge og drive processer med mange implicerede
- Er vant til at arbejde under stramme deadlines og kan skabe resultater
- Er åben og udadvendt samt har gode samarbejdsevner
Et alsidigt job med stor selvstændighed og faglig spændvidde og mulighed for at arbejde med ledelse. Gennem en bred kontakt til chefer og medarbejdere i hele styrelsen vil du komme til at beskæftige dig med mange forskellige fagområder og komplekse problemstillinger. Du får gode muligheder for personlig og faglig kompetenceudvikling, og du bliver en del af et team, hvor godt samarbejde og en uformel omgangstone prioriteres højt.
Om Naturstyrelsen
Naturstyrelsen forvalter cirka 210.000 hektar statslige skove, lysåbne naturområder samt kyster, så der skabes størst mulig samfundsnytte i form af gode rammer for friluftslivet, beskyttelse af naturen og effektiv drift af styrelsens arealer og kyster.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og en række Akademiker-organisationer for akademikere i staten (Akademiker-overenskomsten). Som teamleder indplaceres du som chefkonsulent med personaleansvar.
Ansættelsesområdet er Ministeriet for Grøn Trepart med tilhørende institutioner. Tjenestestedet er Naturstyrelsen, Gjøddinggård, Førstballevej 2, 7183 Randbøl.
Arbejdstiden er gennemsnitligt 37 timer pr. uge.
Tiltrædelse forventeligt pr. 1. maj 2026
Yderligere oplysninger
Såfremt du ønsker yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte økonomichef Jonas Ladekjær Gravesen på tlf. 21 77 49 09.
Sådan søger du stillingen
Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV, uddannelsesbevis m.m. senest den 25. februar 2026.
Samtaler forventes afholdt den 2. marts 2026 og anden runde af samtaler den 12. marts 2026. Profiltest og kognitiv test vil indgå i rekrutteringsforløbet.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Vejle Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Naturstyrelsen, Førstballevej , 7183 Vejle
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 25-02-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/1997f4dc-b843-43a9-aa37-a4299403b7f0