I Naturstyrelsens direktionssekretariat søger vi en medarbejder, der kan være tovholder på en styrkelse af brugen af vores ESDH-system på tværs af styrelsen. Vi søger en ny kollega, der har flair for digital understøttelse af forretningsgange, tilrettelæggelse af gode processer og brænder for at skabe digitale sagsgange, der giver værdi for forretningen og brugerne. Er det dig, så ser vi frem til at læse din ansøgning.
Om stillingen
Naturstyrelsen skal efter ressortomlægning gentænke organiseringen af brugen af vores journaliseringssystem. Vi søger derfor en ny kollega, der kan være tovholder på en styrkelse af brugen af vores ESDH- system på tværs af styrelsen. Naturstyrelsen har fokus på digitalisering og optimering af arbejdsprocesser, og du vil sammen med kollegaer have som primær opgave at understøtte styrelsens fagkontorer i at anvende vores journalsystem Public 360 som forretnings- og procesunderstøttende værktøj.
Vi leder efter en engageret og struktureret person, der trives med at finde løsninger og har en naturlig interesse for at optimere arbejdsprocesser gennem teknologi. Vi tilbyder et spændende og udfordrende job med mulighed for et stort personligt ansvar, hvor du bl.a. vil indgå i arbejdet med at udarbejde en governancestruktur for brugen af systemet. Du vil arbejde strategisk med udviklingen af systemet, og din hverdag vil være præget af samarbejde på tværs af organisationen. Samtidig forventer vi, at du har tilstrækkelig teknisk forståelse til at have dialog med leverandører om tilpasninger af systemet. Vi værdsætter initiativ og vidensdeling, og derfor vil du både arbejde selvstændigt og i tæt dialog med kolleger på tværs af styrelsen.
Nogle af dine vigtigste opgaver bliver at:
- Udarbejde forslag til governancestruktur omkring ESDH
- Lede tværorganisatoriske projekter og understøtte optimering af arbejdsprocesser
- Kvalitetssikre og tilpasse systemet efter organisationens behov
- Leverandørstyring
- Udarbejdelse af beslutningsoplæg til ledelse og direktion
- Dialog med Rigsarkivet om proces for aflevering
- Varetage dele af Naturstyrelsens kvalitetssikring af journalområdet
- Vejledning af kolleger i brugen af journalsystemet og oplæring af nye medarbejdere
Naturstyrelsen er i september 2024 blevet en del af Ministeriet for Grøn trepart og vi skal sikre opbygning af en styrket journalfunktion i styrelsen, som du vil blive en del af. Du vil indgå i et lille team af engagerede kolleger, der varetager den daglige drift og udvikling af styrelsens ESDH-system. Som vores nye kollega i Direktionssekretariatet får du god mulighed for at udvikle dine kompetencer og arbejde med mange spændende opgaver. I Naturstyrelsen har vi en uformel omgangstone og højt til loftet, og du kan få et stort ansvar for egne ansvarsområder. Kollegialt er der en god stemning, og vi prioriterer et godt arbejdsmiljø med plads til alle.
Vi forventer, at du
- Har erfaring med eller kendskab til ESDH-systemer, gerne Public 360
- Har erfaring fra at arbejde i krydsfeltet mellem ESDH og forretningsunderstøttelse
- Har teknisk flair og hurtigt lærer nye systemer at kende
- Kan sætte dig ind i brugernes sted og omsætte deres ønsker til konkrete løsninger
- Har erfaring med undervisning og formidler tekniske emner klart
- Har en relevant uddannelse for eksempel inden for offentlig administration
- Formulerer dig godt, såvel skriftligt som mundtligt
- Har forståelse for at arbejde inden for en politisk styret organisation
- Er serviceminded og har fokus på at understøtte dine kollegaer i Naturstyrelsen
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og en række Akademiker-organisationer for akademikere i staten (Akademiker-overenskomsten).
Der kan også være tale om at stillingen tilbydes som specialkonsulent, hvis kvalifikationerne tilsiger det.
Ansættelsesområdet er Ministeriet for Grøn Trepart med tilhørende institutioner. Tjenestestedet er Naturstyrelsen, Førstballevej 2, 7183 Randbøl.
Af hensyn til samarbejdet med kolleger, vil der være enkelte arbejdsdage på Naturstyrelsens lokale enheder.
Det forventes, at du har kørekort til personbil. Tjenestebiler stilles til rådighed.
Stillingen er på 37 timer om ugen.
Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved kontakt til teamleder Katrine Witt på 25 41 97 50.
Du kan læse mere Naturstyrelsen på www.nst.dk.
Sådan søger du
Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV, uddannelsesbevis m.m. senest den
10. januar 2025.
Rekrutteringsforløb
Samtaler gennemføres den 20. januar 2025.
Tiltrædelse 1. marts eller snarest muligt.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Vejle Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Naturstyrelsen, C/O Gjøddinggård Førstballevej , 7183 Randbøl
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 10-01-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/83f14b24-d19c-4fe7-9203-fbcbb3eea88f