BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Har du indblik i den natur- og klimapolitiske dagsorden, og vil du sætte retningen for Naturstyrelsens kommunikation omkring vildere natur, friluftsliv og klimatilpasning bare for at nævne nogle af de spændende arbejdsområder? Du skal kunne levere rådgivning til direktion og chefer på både strategisk niveau og i dag-til-dag opgaverne. Er du samtidig en dygtig personaleleder, der skaber gode rammer og motivation for fagligt kompetente medarbejdere? Så er det måske dig, vi leder efter som presse- og kommunikationschef i Naturstyrelsen.
Naturstyrelsen står midt i en historisk omstilling, hvor naturen i de statslige naturområder bliver vildere, og hvor der skal skabes endnu bedre muligheder for, at alle borgere kan få oplevelser i naturen over hele landet. Samtidig leverer Naturstyrelsen vigtige bidrag til den grønne omstilling. Styrelsen etablerer klimalavbunds-projekter, der skal reducere udledningen af CO2, og via Kystdirektoratet, der er en del af Naturstyrelsen, arbejder styrelsen med at ruste Danmark til klimaforandringerne bl.a. gennem kystbeskyttelse mv. Det kræver klar kommunikation og skarpe prioriteringer at understøtte de opgaver, så Naturstyrelsens arbejde kan give mest mulig værdi for borgere og samfund.
Derfor søger Naturstyrelsen en presse- og kommunikationschef på kontorchef-niveau, der kan sætte en klar retning for Naturstyrelsens kommunikation.
Organisering og opgaver
Som presse- og kommunikationschef står du i spidsen for enheden Kommunikation bestående af otte medarbejdere og en studentermedhjælper. To af medarbejderne har daglig arbejdsplads hos Kystdirektoratet i Lemvig, mens de resterende arbejder fra hovedkontoret i Randbøl.
Kommunikation står for at servicere presse og udarbejde nyheder, driver styrelsens sociale medier samt er ansvarlig for intranet, hjemmesider og forskellige tværgående kommunikationsindsatser.
Du bliver ansvarlig for rammesætning og udførelse af Naturstyrelsens overordnede presse- og kommunikationsindsatser. Dit arbejde vil foregå i et tæt samarbejde med Naturstyrelsens direktion, fagkontorer i Randbøl og Kystdirektoratet i Lemvig, samt med vores 16 lokale enheder, der er fordelt over hele landet. Samtidig vil du skulle arbejde tæt sammen med kollegaer i Miljøministeriets departement og Miljøstyrelsen. Derudover er evnen til at opbygge gode relationer til eksterne interessenter vigtige.
Dine opgaver vil blandt andet omfatte:
- Personaleledelse der proaktivt understøtter medarbejderes trivsel bl.a. ved at skabe klare rammer for opgavevaretagelsen.
- Personaleledelse med udvikling af medarbejderne og en enhed, der kendetegnes af, at man hjælper hinanden og tager ansvar.
- Sikre koordinering og rammesætning af presse- og kommunikationsindsatser på tværs af diverse kanaler, så de understøtter, at Naturstyrelsens opgaver skaber mest værdi for samfundet.
- Rådgive og sparre med direktionen og chefer omkring effektive presse- og kommunikationsindsatser.
- Videreudvikle enheden Kommunikations rolle som en synlig medspiller og proaktiv funktion i styrelsen.
- Styrke styrelsens interne kommunikation, herunder er en kommende opgave blandt andet implementeringen af et nyt intranet.
- Sikre koordinering med departementet i Miljøministeriet.
Din profil
Du er godt rustet til jobbet, hvis du:
- Har ledelseserfaring inden for lignende ansvarsområde, og gerne fra en politisk styret organisation.
- Har en faglig relevant videregående uddannelse.
- Har en god samfunds- og organisationspolitisk forståelse, som du kan omsætte til handling i hverdagen.
- Tager ansvar, agerer med gennemslagskraft og har en veludviklet evne til samarbejde.
Vi lægger desuden vægt på at rekruttere kompetente personaleledere, der evner at motivere og tage hånd om medarbejdernes udvikling, og som forstår, at medarbejdertrivsel er nøglen til gode resultater.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår er i henhold til ”Rammeaftale om kontraktansættelser af chefer i staten” med en grundløn efter gruppe 1 på 619.826 kr. årligt i aktuelt niveau. Herudover vil der være mulighed for at aftale individuelle tillæg. Ansættelsen sker på åremålsvilkår. Hvis du i forvejen er tjenestemand, vil ansættelse som tjenestemand efter en konkret og individuel vurdering kunne finde sted i lønramme 37.
Ansættelsesområdet afhænger af ansættelsesformen. For kontraktansatte chefer er ansættelsesområdet Miljøministeriet med tilhørende institutioner. Sker ansættelse som tjenestemand er ansættelsesområdet Naturstyrelsen.
Tjenestestedet er Naturstyrelsen, Førstballevej 2, 7183 Randbøl.
Stillingen ønskes besat pr. 1. april 2024.
Ansøgere skal kunne opnå den nødvendige sikkerhedsgodkendelse samt kunne opretholde denne under hele ansættelsesforholdet.
Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger kan fås hos direktør Peter Ilsøe, telefon 23 20 72 42.
Sådan søger du stillingen
Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV, uddannelsesbevis m.m. senest den 28. januar 2024.
Samtaler forventes at blive afholdt den 5. februar 2024 og 2. samtaler forventes afholdt 20 februar 2024. Samtalerne forventes at blive holdt på en ekstern lokalitet i nærheden af Naturstyrelsens hovedkontor.
Der vil indgå en personprofiltest samt logisk test i rekrutteringsprocessen.
Hvis du er tjenestemand, skal ansøgningen stiles til Hans Majestæt, Kongen.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Vejle Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Naturstyrelsen, C/O Gjøddinggård Førstballevej , 7183 Randbøl
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 28-01-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5972957