I begyndelsen af december fortsætter den fælles forproces om Energipark Give. Vejle Kommune står i spidsen for et forløb, der skal sikre, at alle har adgang til samme vidensgrundlag og mulighed for at stille spørgsmål, som har betydning for både den enkelte og lokalsamfundene.
Forløbet omfatter en ny hjemmeside med fælles information og procesoverblik, flere mindre møder fordelt geografisk samt to store borgermøder, som indleder og afslutter forprocessen. Disse tiltag skal bidrage til, at deltagerne føler sig trygge og oplyste om, hvilken betydning Energipark Give kan få for området.
Når forprocessen genoptages, tager den udgangspunkt i det forslag til Energipark Give, som Eurowind Energy præsenterede på borgermødet i Thyregodhallen i marts 2025 – dog uden biogasanlægget, som ikke indgår i den kommende ansøgning.
Forventningen er, at forprocessen afsluttes i foråret 2026. Undervejs vil borgerinput og data fra forløbet blive delt med eurowind Energy, Vejle Kommune og borgerne. Dette materiale vil sammen med de tekniske beskrivelser og planer indgå i den kommende ansøgning fra Eurowind Energy om igangsættelse af planlægningen for energiparken.
En styregruppe er nedsat til at lede forprocessen. Denne består af Thyregod Vester Lokalråd, Give Udviklingsråd, Dialoggruppen, Eurowind Energy og den politiske følgegruppe.
Det første store borgermøde i december informerer de interesserede om forprocessens formål og indhold, og der vil være oplæg fra relevante aktører. Her kan du også tilmelde dig mindre dialogmøder i dit lokalområde. Møderne er for maks. 50 personer; skulle interessen være større, arrangeres der flere møder. Man kan kun deltage i ét møde.
Der oprettes snarest en hjemmeside med mere information om forprocessen: https://www.vejle.dk/energiparkgive
https://www.vejle.dk/da/nyheder/nyt-forloeb-paa-plads-nu-starter-forprocessen-om-energipark-give/